mandag den 4. august 2014

IT-interessegruppen 2014-15


Kære kolleger,

Nu står vi på tærsklen til et nyt skoleår, og mange af os sidder allerede nu og gennemtænker årets første forløb. For mit eget vedkommende har jeg følgende to dagsordener: Hvordan kan jeg integrere IT i undervisningen, således at det giver mening i samspillet mellem fag, elever og undertegnede? Dette efterfølges af spørgsmålet: Hvordan kan jeg hjælpe mine søde kolleger i gang/videre med IT i undervisningen?

Som en slags introduktion til IT-året på BG vil jeg her dele nogle af de IT-didaktiske tanker, som jeg går rundt og gør mig. Måske vil det inspirere jer til at melde jer til IT-interessegruppen 2014-15?

Flipped classroom


Hvad angår mine egne projekter for skoleåret 14-15, så afslørede jeg allerede til PR-mødet inden sidste års afslutning, at jeg har en ny interesse i det koncept, der hedder flipped classroom. Kort fortalt handler det om at lave undervisningsvideoer, hvor svært teoretisk stof er ”tygget” igennem på en måde som man typisk ville gøre det i starten af et undervisningsmodul. Denne video sætter man så eleverne til at se hjemme som supplement til lektierne, således at man ”sparer” en tavlegennemgang og i stedet for kan bruge undervisningen til analyse, diskussion og anden sjov og spas. Man kan også argumentere for, at det hjælper nogle af vores svageste elever med at forstå teoretisk stof. Der er (selvfølgelig) en hel didaktisk filosofi bag flipped learning, og der findes lærere rundt omkring i landet, som konsekvent ”flipper” deres undervisning (tjek f.eks. facebookgruppen her)Så dedikereret er jeg slet ikke. Jeg mener, det forholder sig med flipped classroom som med så mange andre didaktiske gimmicks; hver ting til sin tid.

Sidste skoleår lavede jeg en håndfuld videoer, hvoraf to fungerede rigtig godt i undervisningen. Den ene var en teoretisk gennemgang af konversionsprocessen til religionsundervisningen, I kan se den her. Jeg brugte den i forbindelse med en periode af islamforløbet, hvor eleverne skulle fremlægge projekter. I stedet for at lade alle elever være til stede under alle præsentationer, delte jeg klassen i to og bad den halvdel af eleverne, som ikke skulle fremlægge eller se præsentationer om at sætte sig i kantinen, se videoen og løse en opgave dertil, som skulle uploades til lectio. Den efterfølgende undervisningsgang var det selvfølgelig den anden halvdel af klassen, som skulle arbejde med videoen. Det positive ved denne oplevelse var, at jeg var i stand til at være til stede i undervisningen under fremlæggelserne og samtidig aktivere den del af eleverne, som normalt ikke var forpligtet til at være aktive med nyt stof. Indrømmet; dette kan man selvfølgelig gøre på mange måder. Men det er nu sjældent man som lærer oplever tilfredsstillelsen af at være til stede to steder på en gang. Så dette trick vil jeg bestemt genbruge; især fordi jeg jo kan vise videoen igen og igen.

Den video, som er blevet set flest gange (1700 views på youtube), endda af elever, som ikke er mine egne, er min eksamensvideo til religion c. Denne har været mest populær blandt eleverne, og jeg har fået en rigtig stor mængde positiv feed back. Jeg lavede den, da jeg sidste år havde tre religionshold og ærligt talt ikke var meget for at skulle holde det samme lange foredrag om, hvordan man gik til eksamen tre gange. Så eleverne skulle som forberedelse til det sidste modul se videoen hjemme, skrive eventuelle spørgsmål ned og efter disse blev besvaret i undervisningen havde vi masser af tid til at repetere faglige pointer. Eleverne har selvfølgelig også kunne gense den i læseferien.

Der findes faktisk rigtig mange undervisningsvideoer på nettet, og hvis man er heldig, kan man finde en, som er så god, at man kan bruge den i sin egen undervisning. De fleste matematiklærere har sikkert hørt om Khan Academy, men på hjemmesiden flipperiet.dk er en lang række danske gymnasiefag repræsenteret med små videoer, måske også jeres?

Hvis I har interesse i at lave jeres egne faglige videoer, er der forskellige måder at gøre det på.
For mig fungerer det bedst at lave et screencast, hvor jeg forklarer henover en præsentation. På sin pc/mac kan man bruge programmet screencast-o-matic, som findes i en gratis basisversion og en billig (15 dollars for et år) pro-version, hvor man nemt kan redigere i sine videoer.
Men ligger man inde med en iPad, som man endnu ikke er kommet i gang med til undervisningsbrug, så foreslår jeg app’en Explain Everything (19 kr.)  , som faktisk gør det helt fantastisk nemt at optage sine præsentationer i små bidder. Begge tjenester kan jeg selvfølgelig overtales til at introducere til i IT-interessegruppen.

Google sites


Det andet vigtige IT-didaktiske projekt bliver i år at videreudvikle mine elevers google sites. Sidste skoleår oprettede jeg via google undervisningshjemmesider til tre af mine hold.
Årsagen til at jeg oprettede dem var først og fremmest en erkendelse af, at hvis man selv udvikler et undervisningsforløb med hvad der dertil hører af hjemmelavede hand outs, scannede tekster og power points, mangler eleverne ofte et overblik over forløbets indhold og vigtige faglige pointer, som de måske i højere grad har, hvis læreren følger en grundbog med overskuelige overskrifter og konklusioner. Og efter jeg i langt højere grad er begyndt at bruge video, podcasts og billeder i undervisningen, manglede jeg også et sted, hvor jeg kunne samle disse og holde eleverne fast på, at også de visuelle og auditive tekster er en del af undervisningens stof.

Jeg byggede derfor hjemmesiderne op efter et princip, hvor forløbenes overskrifter var hovedmenuer og undervejs i forløbene tilføjede jeg undersider med arbejdsspørgsmål, lærernoter og prezi’er.

Det, som dog gør det endnu mere relevant at bruge google sites i undervisningen, er at det bliver gjort muligt for eleverne at dele deres arbejde med hinanden. På m-klassens danskside kan I f.eks. se, hvordan eleverne har delt noter, tegninger og videoer, og der er ikke så lidt stolthed forbundet med at skabe et produkt, som alle kan bruge nu såvel som til eksamen.

Det er et ret stort stykke arbejde at vedligeholde sådan en hjemmeside til at begynde med, men som det er med så mange andre ting, så vænner man sig til det. Personligt oplever jeg, at der er ret stor tilfredsstillelse i at se mine forløb i ordnede og gennemtænkte menuer, og jeg føler, jeg tager elevernes daglige arbejde mere alvorligt ved løbende at tage stilling til, hvad der skal offentliggøres.

Der er mange måder man kan bruge google sites på i undervisningen. Man kan tilegne dem et enkelt forløb eller man kan bruge dem til at samle sine egne noter og hjemmestrikkede tekster.
Sidste skoleår introducerede jeg til alt dette på en IT-workshop, men eftersom flere har efterspurgt et genopslag, så tager jeg den gerne en gang til i efterårssemestret 2014. Denne gang kan vi i langt højere grad give hinanden feed back på de sites, vi allerede har oprettet og som altid - dele og stjæle hinandens gode idéer.

IT-interessegruppen 2014-15


Inden længe vil jeg sende en besked i lectio, hvor man kan tilmelde sig IT-interessegruppen. Når man er medlem vil man få direkte besked om fremtidige møder/workshops og man vil få indflydelse på de emner, der bliver taget op.
Det er en klar målsætning, at vi holder møderne onsdag eftermiddag, således at ingen er blokeret af undervisning. Og når man nu alligevel skal være tilstede på BG, så er det vel oplagt at bruge tiden til hands on efteruddannelse med søde og sjove kolleger?
Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer!

Venlig hilsen Sara

lørdag den 17. maj 2014

IT-interessegruppen 2013-14

Her er præsentationen til PR den 20.5 om de temaer, som IT-interessegruppen har arbejdet med på BG i 13/14.
Spørg endelig, hvis der er nogle af værktøjerne, som I er interesserede i at arbejde med selv.


torsdag den 9. januar 2014

Oplæg om sekvensering

Her er den præsentation, som vores gruppe udarbejdede om sekvensering i slutningen af sidste skoleår, da vi skulle diskutere konsenvenserne af 100-minutters moduler.


søndag den 15. december 2013

IT og det daglige overblik

Jeg elsker mit arbejde. Men det kræver en del overblik.
Mine fag, som er humanistiske, har tilhørende vejledninger til læreplanen, hvis stofområder er formuleret så åbent progressionsmæssigt, at det (næsten) alene er mig, som bestemmer, hvornår et læringsmål er nået. Dette skal planlægges med henblik på den enkelte elev. Og denne elevorientering er både det, som på den positive side udfordrer mig kreativt og på den mindre positive side udfordrer mit overblik.

Det er med glæde, at jeg hvert år laver nye forløb eller tilpasser mine gamle forløb til mine nye elever, der jo indgår i kontekster, som fra mit perspektiv forandrer sig hvert år. Alt fra, hvilken studieretning, klassekultur og elevtype, der skal undervises, til, hvad der sker uden for klasselokalet på lokalt, nationalt og globalt plan skal jeg tage hensyn efter hver sommerferie. Dette er lig med en masse planlægningsopgaver, som skal løses. Nogle er mere presserende end andre, men når arbejder efter at opfylde en læreplan, så er det klart, at man må se på mikroplanlægningen såvel som makroplanlægningen: Hvad skal der ske i morgen og hvordan hænger det sammen med, hvad skal der ske om tre måneder og igen om to år?

Det er derfor, jeg altid leder efter nye måder, hvorpå IT kan facilitere redskaber, som kan hjælpe mig med at skabe et hurtigt overblik over, hvad jeg skal igang med næste gang jeg har en mellemtime (eller en weekend).

Jeg vil her gerne beskrive, hvordan jeg forsøger at skabe dette overblik med hjælp af IT. Dette gør jeg med henblik på, at andre måske gerne vil vise mig, hvordan de gør det. Måske kan vi hjælpe hinanden til at gøre planlægningen af dagligdagen mindre stressende?

Mit udgangspunkt er de 7 (!) hold jeg underviser plus mine funktioner, der får hver deres kolonne i en almindelig tabel. Herunder skriver jeg de opgaver, som er knyttet til disse hold. De er ordnet efter, hvor presserende de er. Når opgaven er løst, sletter jeg den fra tabellen og kan se, hvad der så er det vigtigste at tage sig af lige nu og her. I kan se et billede her:



Da jeg både bruger macbook og iPad har jeg valgt at lave en to-do liste i Pages (apples version af Word), der, når jeg skriver i det på min computer opdateres automatisk på min iPad via iCloud.
Dette skal ikke være en reklame for apple, for dette kan sagtens lade sig gøre på andre måder, f.eks. ved at bruge google docs.

Det kræver ikke megen granskning af denne tabel for at se dens svagheder: Har man virkelig brug for at se alle sine opgaver i samme dokument hver dag? Øger dette ikke stressniveauet? Desværre har jeg ikke knækket koden til dette spørgsmål endnu. Indtil videre fungerer dette bedst for mig. Men måske I kan give mig et par tips og tricks?

fredag den 6. december 2013

Visuelt kronologiforløb - i dansk/historie og i alle andre sammenhænge

Lærerne som har dansk eller historie i 1.g skal lige om lidt i gang med det famøse kronologiforløb, som skal introducere eleverne til AT, såvel som det skal skabe en (litteratur)historisk oversigt for eleverne - "Lange Linjer" hedder forløbet mange steder.

Forløbet er forholdsvist tætpakket med informationer og er derfor tilrettelagt med ret høj lærerstyring.
Derfor kan det være en rigtig god idé at bløde de lange ppt-oplæg op med billeder og videoklip, som (forhåbentlig) kan hjælpe 1.g'erne med at håndtere abstrakte begreber, som f.eks. "realisme" eller "oplysning".

Sidste år lavede jeg en tidslinje i popplet - et gratis mind map program med mange visuelle fordele. Det er nemt at gå til og man kan nemt inddrage youtubeklip, billeder og links. Jeg har skrevet om det tidligere her på bloggen: http://birkegym.blogspot.dk/2013/01/it-redskab-popplet.html

Det er ikke dækkende over alle vores perioder, da sidste år jeg delte klassens dansktimer med Ellen (jeg var i pædagogikum), men I kan se en oversigt her:




Hver periode har hver sin "afdeling" med billeder og klip tilhørende:




Under indstillinger kan man få den til at præsentere en "popplet" (boks) ad gangen eller du kan få den til at vise et bestemt udsnit af mind mappet. Resultatet er en nem og overskuelig præsentation - dog fungerer det ikke så godt,  hvis man putter for til meget tekst i popplet'erne, så jeg anbefaler denne præsentationsform, hvis man vil fokusere på billeder og korte stikord.

Da eleverne i sidste års 1x skulle præsentere deres egen kronologi, havde nogle af dem valgt at bruge popplet selv - og det er jo også oplagt i og med at de skal producere en tidslinje med inddragelse af billeder! Redskabet er et såkaldt web 2.0-redskab, dvs. de kan faktisk dele det imellem hinanden og skrive i det samtidig.

I år har Helle og jeg besluttet os for et andet produktkrav i 1m end en tidslinje. Men det ændrer jo ikke på, at man sagtens kan bede dem om at lave en tidslinje selv undervejs, mens de følger med i undervisningen.
Jeg ved, at der i vejledningen til dansk på stx står, at der undervejs i danskundervisningens litteraturhistoriske forløb skal henvises til dette kronologiforløb med henblik på at styrke elevernes overblik. Så hvorfor ikke lade dem udvide denne tidslinje i popplet hver gang de har været igennem et litteraturhistorisk forløb med henblik på at sikre det store forkromede overblik?

Her er linket til min popplet - stjæl gerne:-)
 http://popplet.com/app/#/652933

Tak til Dorrit for inspiration

fredag den 22. november 2013

Få en blog til dit fag!

Vi er på Birkerød Gymnasium generelt ret gode til at dele tekster i faggrupperne. Det er også ret nemt at gøre via lectio, da de her også kan sorteres og gemmes i mapper.
Det er dog lidt anderledes med den type materiale, som ikke uden videre kan uploades til lectio: video, lyd og billede. Det er derfor muligt nu at få oprettet en blog til sit eget fag.

Ideen bag dette, er at hvor vi på vores fælles blog (TIPS og TRICKS) kan udveksle erfaringer med didaktiske og pædagogiske tiltag og projekter, kan vi på en fagfaglig blog udveksle ikke-tekstbaseret materiale og gode ideer til, hvordan man bruger dem konkret i undervisningen.

Hvis I vil se et eksempel, kan I klikke på de to sider øverst på denne blog og undersøge dem lidt. Der er oprettet en blog til dansk og en til religionsfaget, som jo tilfældigvis er mine fag. Det er også Junes fag, og det var hendes idé;-) Men jeg opretter gerne flere blogs, hvis der i en faggruppe er et ønske om det. Tænk på, hvor nemt det kunne blive at gemme et godt link eller youtubeklip et sted, hvor det aldrig bliver væk!

Bare skriv og så kan vi lave en aftale!
Venlig hilsen,
Sara Maria Blogger



mandag den 2. september 2013

Fakebook - facebook i undervisningen

Nu har vi jo blokeret for adgang til facebook på BG... Men det behøver ikke afholde os fra at bruge tanken bag det sociale medie i undervisningsøjemed.
Jeg har stiftet bekendtskab med et værktøj, der hedder Fakebook, og som findes på denne side: http://www.classtools.net/FB/home-page 

Det kan bruges til at oprette sociale profiler for hvad-som-helst: Personer i romaner, videnskabsmænd- og kvinder, guder, politikere, musikere samt teoretiske typer alle af arter: historiske, sociale, psykologiske, ja, kun undervisningsfantasien sætter grænser.

Når eleverne udfylder en profil skal de mindes om at være opmærksom på, at profilen skal udtrykke noget fagligt. Knyt derfor noget relevant tekstmateriale til opgaven, det kan være grundbogsstof eller kildetekster, evt. tabeller og figurer, som eleven skal inddrage i deres profil. Det kan de gøre via facebooks almindelige funktioner: ved at vise, hvad profilen "synes godt om" af videoer og sider, inddrage billeder, statusopdateringer, familie- og hjemstavnsoplysninger, bruge rækkefølgen af statusopdateringer til at vise den historiske linje og meget andet. Eleverne kan endda finde hinandens profiler og blive "venner" med hinandens profiler.

Nedenstående profil er undertegnedes af Snorre Sturlasson (ham, der skrev Snorres Edda) og er faktisk ikke så god, den er mest bare udviklet til at vise, hvad Fakebook kan. Jeg synes, det fungerer som et fint redskab til at gøre et redegørendem evt. analytisk og diskuterende arbejde sjovt, hvis man sørger for at holde elevernes fokus på teksten og det faglige samtidig.
Hvis man bruger google blogs eller sites i undervisningen kan man nemt inkorporere dem, som jeg har gjort herunder: