fredag den 26. april 2013

Testmoz - en lynhurtig testgenerator

Hej alle

Via et link på Saras blog er jeg faldet over prøve-generatoren Testmoz, som jeg allerede har haft stor glæde af og hermed varmt anbefaler:

www.testmoz.com

Man kan meget hurtigt lave en prøve, som oven i købet retter sig selv. Når eleverne har taget testen, får de resultatet med det samme, og prøven kan tages flere gange. Et hit i en klasse med konkurrencemennesker. Som lærer har man naturligvis muligheden for at gå ind og se elevernes resultater.

Eksempler på brugen af testen:

  • Som opsamling i dansk: Eleverne kan tage en test med 10-12 spørgsmål i slutningen af timen efter en gennemgang af staveregler og fejltyper fra egne stile.(se evt. eksempel på en test, jeg har lavet til en klasse: https://testmoz.com/148044
    Indtast dit navn for at se prøven )
  • I forbindelse med teorigennemgang: Eleverne kan tage testen som det første i timen som en "tip en 13'er" til den forberedte lektie. Man kan derefter smide testen op på white board og lade eleverne uddybe svarene. Jeg har f.eks gjort dette i forbindelse med gennemgang af nyhedsbegrebet i et medieforløb i dansk.
  • Gennemgang af dagens primærtekst: I language B og A kunne man lave paper 1-lignende "questions and answers" til dagens tekst, og eleverne ville få hurtigt feedback på deres forståelse af teksten.
I får også lige et link til den blog, hvor jeg har fundet introduktionen + en god demo til testmoz. Man skal lige scolle lidt ned på siden for at finde demoen.

http://111variation.blogspot.dk/search/label/IT%20og%20anden%20teknik
Bloggen redigeres af Eva Pors. Den er en guldgrube af didaktiske tips og overvejelser over bl.a. IT og variation i undervisningen, alt sammen meget relevant for mange fag, men måske især fremmedsprogsundervisning og dansk.

Med venlig hilsen
Sophie /swa

torsdag den 18. april 2013

Lær eleverne at tage notater i pdf-filer på pc/mac

Hvis du som jeg gerne uploader pdf-filer i lectio til eleverne, i stedet for at printe teksterne ud til dem, så oplever du måske også, at eleverne siger, at de mangler at kunne tage notater i dokumentet (eller at de ganske enkelt ikke gør det...)

Det er derfor en rigtig god ide at lære eleverne, hvordan man tager noter i pdf'er. Og det er slet ikke svært. Det kræver bare, at du downloader et program, der kan det.

Der findes en række forskellige programmer, du kan bruge til at læse pdf-filer. Med PDF-Xchange Viewer man kan man skrive notater oven i et pdf-dokument, man kan highlighte på forskellig vis og endda indsætte stempler! Programmet kan også bruges til at udtrække tekst og kopiere dele ud af et pdf-dokument.

Det findes på denne side:
http://pdf-xchange-viewer.en.softonic.com/

Sådan kan det se ud, når man bruger programmet:


 
 
 
 
 

tirsdag den 16. april 2013

PDF - opsplit siderne og flet dem på ny uden printer/scanner!

Er du også træt af at skulle klippe sider ud af dine gamle PDF'er for dernæst at scanne dem ind på ny på kopimaskinen?

Der findes programmer online der kan gøre det for dig!

På adressen http://pdfaid.com/pdfsplitter.aspx kan man helt gratis og meget hurtigt få splittet sin PDF-fil op i mindre bidder, som så bliver gemt som nye PDF'er - lige til at uploade i lectio.


Er man interesseret i at flette forskellige PDF-filer til en stor PDF-fil kan man bruge http://www.pdfmerge.com/ - det er også helt ligetil.

Der findes helt sikkert andre programmer online til denne form for splitting og fletning, men disse to er i hvert fald afprøvet af undertegnede og virker helt perfekt.

Youtube klip på iPad virker nu med denne app....

Løbende har vi haft problemer med at kunne vise youtube klip i undervisningen via iPad. Der er nu kommet en gratis app som hedder "Playtube" som løser det problem.

Sådan gør du:

1. Åbn din iPad
2. Gå ind på Appstore
3. Søg på "youtube for ipad"
4. Vælg dette ikon



5. Vælg installér
6. Åbn app'en og søg på et relevant youtube indslag til din undervisning.

Hilsen

Klaus

Uploade dokumenter fra iPad til Lectio!

Nu kan det langt om længe lade sig gøre at uploade dokumenter direkte fra en iPad til Lectio!

For at kunne gøre det skal man bruge browser app'en iCab Mobile i stedet for Safari (den koster 13 kr. i AppStore).


Nedenfor har jeg linket til en blog fra Frederiksberg HF-kursus, hvor det på eksemplarisk vis forklares, hvordan man gør.

http://frederiksberghf.wordpress.com/2013/03/02/uploade-dokumenter-til-lectio-pa-ipad-med-dropbox-og-icab/

Der kan dog være nogle indstillinger i iCab Mobile app'en som man skal ændre, før det virker. Spørg mig, hvis det driller.

Med iCab Mobile app'en kan man i øvrigt også downloade Youtube videoer, hvis man f.eks. skulle have bruge for at redigere i en video, som man har lagt på Youtube eller andet.


Mvh. Mathias



fredag den 12. april 2013

Walk and talk i sprogfag.


Walk and talk i sprogfag.

Nu nærmer foråret sig og eleverne vil snart plage om at komme ud og spille rundbold. Hvis plænen er optaget eller du bare ikke har lyst til boldspil, så gå en lille tur i området. Jeg plejer at give 1-2 obligatoriske emner, som eleverne skal tale om. De skal gå to og to.
På fransk kalder jeg det så Marchez et Parlez!
Det fungerer sikkert bedst på fortsætterniveau og med ikke alt for store sproghold. Selv har jeg brugt det på IB sproghold - især til sene eftermiddagshold.
rikke

tirsdag den 9. april 2013

Plate tectonics


I min søgen efter en video om pladetektonik fandt jeg denne film på Youtube. Den er lavet a National Geographic og forklarer meget historisk / geologisk om superkontinenter og de processer, der ligger bag. Varer 50 minutter og er derfor god til en dobbelttime med efterfølgende diskussion.







Begrebskort

At lægge begrebskort er en arbejdsform, som kan bruges I alle fag, og som kan bruges af IT-kyndige såvel som kridt- og blyantsnostalgikere.
Det går ud på, at man ud fra en tekst eller andre faglige områder beder eleverne om at udlede de væsentligste anvendte begreber. Alternativt kan du selv bestemme, hvilke begreber, der skal arbejdes med - det afhænger af, hvor meget kontrol du vil have med elevernes arbejde;-)

Når nu disse begreber er udvalgt instruerer man eleverne i sætte dem i forhold til hinanden - og på denne måde minder arbejdsformen lidt om almindelige mind maps - men i begrebskort SKAL man på linjerne mellem begreberne skrive, hvad forbindelsen består i. I dette benspænd er der store udfordringer for eleverne, for de skal virkelig tænke sig om, når de skal forklare, hvad sammenhængen er.

Jeg har arbejdet med et begrebskortlægningsprogram, som hedder cmap-tools (concept mapping tools), som, selvom det er lidt forældet, fungerer rigtig godt. Man kan downloade det gratis på
cmap.ihmc.us


Sådan kan det se ud, når man laver et begrebskort i programmet over tematikker i kortfilmen "Livets Vand".
Man kan dog lige så godt lave dem med post-its og et stykke A3-papir eller man kan tegne det hele med blyant.

Jeg kan især godt lide at bruge begrebskort, når jeg skal have overblik over, hvor stor en forståelse eleverne har af et emne eller et forløb - eleverne kan sammenligne deres kort med andres kort eller man kan gennemgå et fælles på projektoren.